Vi bruger cookies for at hjælpe med at levere vores tjenester. Ved at bruge websitet accepterer du vores brug af cookiesOk

Juleaktiviteter for hele familien

Julehygge på Kronborg Slot

2020 har været et år mange gerne vil glemme, og julen på Kronborg bliver da også meget anderledes i år. Én ting er dog sikkert - julehyggen skal I ikke gå glip af! Derfor har vi planlagt en række juleaktiviteter for hele familien, med masser af julestemning i trygge rammer.

Tag børnene med tilbage til 1586 og hjælp julemanden, som skal redde julen 2020 fra de onde kræfter. Forsynet med et brev fra julemanden kan børnene gå på opdagelse på det julepyntede slot og finde de historiske ledetråde. Slottets tidligere beboere fra 1586 deler gerne deres hyggelige juletraditioner! Mød Beate Bille, som er i gang med at forberede julegaver til alle, og Maren i køkkenet som er dybt optaget af at finde tøj frem til nissen. Når opgaverne er løst, bliver det tid at vende tilbage til 2020 og snakke med selveste julemanden – og måske blive noteret i hans bog over artige børn.

Man kan også tage på julebukkejagt på slottet, lave filtnisser og engle i juleværkstederne og nyde højtlæsning af julehistorier i Dansesalen. Julemusik skaber stemning, så i Dansesalen er der en smuk julekoncert med sang og lut. Trompetérerne giver koncert i slotsgården, præcis som de gjorde i renæssancen. Når sulten melder sig, kan man sætte kurs mod Holger Danske eller Fredrik 2.s Vinkælder, hvor man finder hyggelige caféer med gløgg, æbleskiver og andre gode sager.

Efter at have hjulpet julemanden, spist æbleskiver og hørt historier, så er det måske tid at smutte forbi slotsbutikken, for at finde de sidste julegaver til venner og familie eller smukke ting til træet derhjemme.

Naturligvis bliver myndighedernes retningslinjer og anbefalinger fulgt til punkt og prikke, og vi gør alt, hvad vi kan for at passe på hinanden og samtidig skabe en hyggelig og tryg juleoplevelse på Kronborg Slot.

Program:
10.00                 Slottet åbner
10.30-10.45       Højtlæsning med Julemanden i Dansesalen
11.00-11.30        Julekoncert med sang og lut i Dansesalen
11.30-12.00       Mød Julemanden og bliv noteret i ”artigbogen” i De gamle
                           køkkener
12.30-12.45       Højtlæsning med Julemanden i Dansesalen
13.00-13.30       Julekoncert med sang og lut i Dansesalen
13.30-14.00       Mød Julemanden og bliv noteret i ”artigbogen” i De gamle
                            køkkener
14.30-14.45       Højtlæsning med Julemanden i Dansesalen
15.00-15.30       Julekoncert med sang og lut i Dansesalen
15.30-16.00       Mød Julemanden og bliv noteret i ”artigbogen” i De gamle
                            køkkener

Øvrige aktiviteter:
10.30-16.30       Juleværksted - Lav halmbukke, filtnisser og engle i
                           genbrugspapir i Borgstuen
10.00-17.00       Brev fra julemanden – Få Maren og Beates hjælp til en 
                            ledetrådsjagt gennem slottet
10.00-17.00       Bukkejagt – Gå på julebukkejagt på slottet. Hent en
                           ”jagttilladelse” i Informationsstanden
Løbende            Trompetkoncerter (slotsgården)

Dato:
D. 28. – 29. november, 5. – 6. & 12. – 13. december

Pris:
Voksne: 95 kr.
Studerende: 85 kr.
Børn 4 - 17 år: 45 kr.
Børn under 4 år er gratis.

Tid og ankomstintervaller:
Slottet er åbent fra kl. 10.00 - 17.00.

Ankomstintervaller:
Kl. 10.00 – 12.00
Kl. 12.00 – 14.00
Kl. 14.00 – 17.00

Det er vigtigt, at du ankommer i det tidsinterval, du har valgt, dog er du velkommen til at blive på slottet, så længe du har lyst.